Kabareens fire akter:
Akt 1: Den nødvendige politik
Akt 2: Løgn og spin
Akt 3: Frygtens politik
Akt 4: Den velsignelsesrige krise
De tolv dobbeltskilte
- POLITIK ER NØDVENDIG / IKKE NØDVENDIGHEDENS POLITIK
- MAGT KORRUMPERER / AFMAGT IKKE MINDRE
- NOGEN HANDLER FOR AT OPNÅ NOGET / ANDRE HANDLER FOR AT UNDGÅ NOGET
- SITUATIONEN ER ALVORLIG, MEN IKKE HÅBLØS / SITUATIONEN ER HÅBLØS MEN IKKE ALVORLIG
- NØDVENDIGHEDEN = GUD ? / FANTASI = HELVEDE ?
- LEVER ELLER ADAM / DRØMME OG VISIONER
- FRYGT OG BÆVEN / KÆRLIGHEDENS GERNINGER
- UTOPIENS ENFOLDIGHED / ATYPIER OG MANGFOLDIGHED
- ØKONOMI STYRER VERDENEN / HVEM STYRER ØKONOMIEN ?
- DA ØKONOMERNE BLEV KLÆDT AF / HVORDAN ADAM BLEV KLÆDT PÅ
- BLOKPOLITIKEN ER DØD / DER ER BLOKERET FOR AL POLITIK
- NØDEN LÆRER NØGEN KVINDE AT SPINDE / POLITIKERE HYRER SPINDOKTORER
Akt 1: Den nødvendige politik
Nødvendighed = Gud ?
Ægteskabet mellem Himmel og helvede = Fantasi ?
Kunne en nødvendighedens fantasi tænkes ?
Kan nødvendigheden kun være kvantitativt ?
Kunne en kvalitativ nødvendighed udvikles ?
Nød lærer nøgen kvinde at spinde, men fantasien bestemmer hvilken kjole.
Nødvendighed - nødvendigheden er det nye Gudsbegreb.
Et gudsbegreb, og som Gud ikke behøver bevis eller begrundelse, så behøver den nye nødvendighed heller ingen evidens, ingen årsag.
Den er som Gud, den absolutte mening med det hele - som alt der er tilfældet i verden siges at være skabt i Guds billede, er al politik idag skabt af den store nødvendighed.
Og som man ikke kan argumentere mod Gud, kan man ikke argumentere mod nødvendighedens politik, det siger nødvendigvis sig selv (x 2.)
Som Guds 10 bud er nødvendighedens lov udenfor enhver diskussion, indgangsbønnerne er: marked, mere marked, endnu mere marked, - deregulering, mere deregulering, endnu mere deregulering, - privatisering, mere privatisering, endnu mere privatisering - skattelettelser, flere skattelettelser, endnu flere skattelettelser.
Ingen tager beslutninger, ingen har ansvaret,det er nødvendigheden, der gør, det er nødvendigt.
Embedsmænd – politikere – Dekaner – Rektorer – hele styrelsen af den offentlige sektor er et fedt, de har alle den samme nødvendige uddannelse, de er alle en del af den samme centralstyrede konsensus, og da ingen af dem tilsyneladende lever i virkelighedens verden, er dette lidt forstyrrede element ikke interessant.
Her gælder ikke længere guds lov, ej heller naturlovene.
Demokrati og borgere og samfund er et administrativt problem, hvor enhver løsning følger nødvendighedens lov .
Nødvendigheden kræver nødvendige besparelser, så flere besparelser derefter endnu flere besparelser, -nedskæringer, flere nedskæringer, endnu flere nedskæringer, - kontrol, mere kontrol, endnu mere kontrol, kontrol af dig kontrol af mig, kontrol af universiteter, kontrol af skolen, kontrol af sygehuse ……
Kontrol er nødvendighedens dogme
Akt 2: Løgn og spin
Model
Præstinden Druiden Oraklet ved Delphi læste fremtiden i gedens lever, her havde gedens lever gennem vind og vejr og urter fået afsat spor der afslørede gudernes hemmeligheder, kun præstinden var indviet og kunne aflæse de hemmelige tegn og gerninger.
I dag er ypperstepræsten og oraklet Corydon, der med en hær af præster kaldet embedsmænd i finansministeriet læser fremtiden i Adam og statistiker og hvad ved jeg.
Med hemmelige besværgelser og ritualer som ingen kender, ingen må kende, ingen har adgang til, det er kun for de få indviede.
Med dyb ryst fremsiger ypperstepræsten Corydon de rystende uafvendelige kendsgerninger om den store krise, og dens skæbnesvangre konsekvenser, en ukendt virus påført os af onde magter udefra.
Med lidt hjælp fra den tidligere regering Fogh, Lars, Hjort og Pia.
Dårligt kvæg må slås ned, så de raske og stærke kan overleve, taberne må ofres, de koster penge, vinderne må belønnes, de tjener penge.
Fra demokrati til faktura, og kvantitet må der til, lommesmerter skaber arbejdspladser, flere lommesmerter skaber flere arbejdspladser, husk prisskiltet hjemmefra.
Dette hjernespind har ført os i dødens dal, gedelever og modeller er ikke virkelighed.
Det er indlysende at nationalstaten ikke kan rumme den globale udfordring, det er indlysende at demokratiet, som vi kender det må nytænkes, det er indlysende, at vi selv må tjene til vores velfærd, afrikanere, asiater og alle de andre, gider ikke længere at betale for vores velfærd, men så er det det, vi skal diskutere, det er det politik handler om.
Bohr siger: At al kundskab oprindelig udtrykkes i en begrebsmæssig ramme, der er tilpasset redegørelsen for tidligere erfaringer, og at enhver sådan ramme kan vise sig at være for snæver til at rumme nye erfaringer.
Og som Bohr konstaterede i komplementaritets teorien, det man måler ændrer man, det er godt nok for fysikkens livløse stof, der hviler på matematikkens logik, men en katastrofe med det levende liv.
Som er en så uforudsigelig kompleksitet en vidunderlig gave vi har fået.
Vi ved ikke hvad der sker i 2020, vi skulle hellere tale om hvad drømmer vi om sker i 2020.
Drømme kan gå i opfyldelse, modeller i opløsning.
Akt 3: Frygtens politik
Kierkegaard siger: Gives der en teologisk suspension af det etiske.
Jeg spørger: Gives der en krisens suspension af det etiske.
Magten kan udøves gennem frygt eller gennem kærlighed.
Enten følger folket deres politikere af kærlighed eller af frygt. I dag hverken frygter de eller elsker politikeren, da politikeren har solgt demokratiet til det uregulerede globale finansmarkeds grænseoverskridende umættelig appetit på at maksimere profit og akkumulere værdier udenfor enhver demokratisk kontrol.
Kærligheden er hjemløs og frygten har ikke noget mål, ingen grænser, ingen tid, intet rum, den er diffus.
Miljøet, fremtiden, huset, skilsmisse, sygdom, kontanthjælp, bilen, de fremmede, de andre, arbejdsløshed, vejret, banken, firmaet, børnene ………
Når frygt er diffus, skaber den angst, angsten er at vi er helt alene i millioner af informationer, tilbud, muligheder, uddannelser, job, udviklinger, partnere, livsformer….. der er frit valg på alle digitale hylder, - like a rolling stone.
Hvad hjælper os tusinde af informationer, hvis vi ikke har oplysning, mod, lyst og kærlighed til at vælge netop den mulighed, som hjertet gribes af, men af angst for at miste de 1000 andre muligheder mister det hele.
Hvad hjælper det samfundet at vi vælger det falske for det sande, af frygt for konsekvenserne.
Hvis vi ikke tager frygten på os, og risikerer livet på det åbne hav, forstener vores kultur og samfundet går i chok.
Akt 4: Den velsignelsesrige krise
Hvad må vi gøre. Hvordan kommer vi videre
En fremgangsrig kultur der kan frisætte det enkelte menneskets skabende evner, hvilken karakter de end måtte have.
Det samfund, der kan få det enestående og fremragende til at indgå i det almene, fremmer både den enkelte og fællesskabet, i det vi alle er hin enkelte om ikke alle lige fremragende.
I kunsten er det ofte sådan, at det vi hylder idag er glemt imorgen, og det vi overså igår, er det der imorgen oplyser os.
Selvfølgelig skal vi lægge planer og have ønsker for rejsen, men vi kan ikke planlægge det uforudsete, overraskelsen er det der gør, at rejsen blev noget særligt. Men vi kan planlægge så stramt og rigidt, at vi mister den enestående oplevelse.
Spindoktoren er i dagens virkelighed ikke forbeholdt politikere, de er overalt, coaches , supervisorer , mindfulness, numerologi osv…. you name it.
De lover os vejen til succes, lykke og rigdom.
Vi skal have styr på livet, karrieren, arbejdet, familien, sexlivet, børnene, skolen, universiteterne, erhvervslivet, kontanthjælpen...
Men hvad hjælper det at have styr på tidsplanen hvis toget kører lige lukt i helvede.
Af en ko kan man forvente et brøl, hvad brøler en spindoktor, coach og hvad disse lykkens kvaksalvere ellers kaldes.
Krisen skaber ikke nødvendigvis en nødvendig politik, der rækker udover dagens vejrudsigt, men den nødvendige krise giver os chancen for at skabe nye muligheder, for at genskabe og nytænke vores værdier.
Modeller, Strukturer, Statistikker kan være udemærkede hjælpere, men det er summen af alle vores drømme, visioner, håb, arbejde, kærlighed, der skaber de fremtidens samfund.
Krisen er ikke problemet, krisen er muligheden.
Grib den...
Tekst: Bjørn Nørgaard
