Figurer på menneskemuren: Le Luxe, Assurbanipal, Yaksi, Bena Lulua, Herkules, Slangekvinden, Abemanden, Elefantkvinden, Dyden, Maya, Habakuk, Sinne og Slaven.
I 1984 blev muren opstillet foran SMK – Statens Museum for Kunst i København, men blev taget ned i 1995, hvor museet lukkede for ombygning. Menneskemuren er udlånt til Horsens Kunstmuseum frem til 2085.
Citat Bjørn Nørgaard
Forskellen mellem New York og København var stor, da jeg kom derover første gang. I København havde vi ganske vist gæstearbejderne, som de blev kaldt. Men de prægede ikke gaderne som i New York, hvor alverdens kulturer var repræsenteret. New York er jo om noget sted multikulturel. Menneskemuren er en hyldest til den mangfoldighed, som jeg oplevede i USA, og som jeg synes, at vi i dag kan lære meget af. Selvfølgelig skal vi kende og være stolte af vores egen kultur. Men vi skal være det på en inkluderende måde og ikke på en ekskluderende måde. Det er desværre det sidste, der er sket. Vi glemmer, at det, der har gjort vores del af verden fremgangsrig i flere århundreder, er, at vi har været åbne.