Jeg bad aftenbøn som dreng, og jeg er både døbt og konfirmeret. Jeg har heller ikke – som mange af mine kammerater – meldt mig ud af folkekirken. Jeg går gerne I kirke, og jeg ville ønske, at jeg af rent hjerte kunne gå op og modtage nadveren. Jeg kan imidlertid ikke gøre det, når jeg ikke kan gøre det af et rent hjerte. Men troen som et håb og en mulighed I vores liv er umistelig”
I mine værker diskuterer jeg så også min egen fascination af disse billeder, og jeg diskuterer min egen mangel på tro, og det er også derfor nadverbordet indgår i mine ting. Du har spurgt til, om det ikke kan føles futilt eller håbløst at have disse forestillinger om solidaritet. Engang var der en mand, og han fik så 12 disciple, og den diskussion, han startede om at elske sin næste, forholder vi os stadig til 2.000 år senere. Traditionen har overlevet fra ham. Budskabet om den universelle kærlighed, at ethvert menneske har en værdi i sig selv i og med sin eksistens, og at Gud elsker os alle, har præget verden siden.
Tekst: Bjørn Nørgaard