What’s Happening, SMK – Statens Museum for Kunst, København
Kunsten blev rykket ud af rammerne og ned fra soklerne. Den blandede sig i populærkulturen, dagligdagen, moden, seksualitetens frigørelse og i den nye kvindebevægelse. En ny generation af kunstnere, forfattere og kritikere spurgte ikke længere til, hvad kunsten er, men hvad kunsten gør. Også kunstnerrollen forandrede sig, og nye fælles arbejdsprocesser og kollektive manifestationer så dagens lys. Udstillingen What’s Happening? stillede skarpt på den eksperimenterende kunst mellem 1965 og 1975.
Den 29. maj 1969 klokken 15.30 gik en nøgen kvinde med et kors i hånden gennem salen på Børsen i København. Kvinden var Lene Adler Petersen, og hun og Bjørn Nørgaard stod bag aktionen, hvor Kristus i kvindelig figur konfronterede kapitalismens mandsdominerede hellige haller. Aktionen varede kun få minutter, hvorefter kunstnerparret hoppede i en taxi og skyndte sig væk. Men aktionen blev et vigtigt vidnesbyrd om kunstens nye rolle som samfundskritiker.
Det var netop kunstens bevægelse væk fra de traditionelle institutioner, og dens engagement i et samfund i rivende udvikling, der var emnet for forårets udstilling på SMK. Udstillingen What’s Happening? var den første store præsentation i Danmark af den eksperimenterende kunst mellem 1965 og 1975. Den viste, hvordan kunsten spiller sammen med både det hastigt forandrende dagligliv, seksualitetens frigørelse, den nye kvindebevægelse og med tidens radikale strømninger inden for ungdoms- og populærkultur, teknologi, mode og medier.
Kilde: SMK – Statens Museum for Kunst