Jubilæumsudstillingen GLASGAL, som er iscenesat af Bjørn Nørgaard, viser over 200 værker fra museets magasin.

Glasmuseet i Ebeltoft blev grundlagt i 1986 på initiativ af Finn Lynggaard, som hører til de allerførste i Danmark, der begyndte at arbejde med glaskunst i sit eget værksted.

I dag tæller museets samling flere end 1500 værker skænket eller udlånt af 700 kunstnere fra 48 lande. I samlingen er repræsenteret et bredt spektrum af teknikker og udtryksformer fra massive skulpturer i støbt glas til blæste objekter, relieffer, paneler og mixed media.

“Det har været Bjørn Nørgaards grundide at vise mangfoldigheden, så et bredt udsnit af Glasmuseets samling – fra de ældste værker i samlingen til de senest ankomne som for eksempel Jeannet Iskandars – er præsenteret”, fortæller formidler på Glasmuseet, Pia Strandbygaard Bittner.

Til jubilæumsudstillingen har Bjørn Nørgaard med gips, filt, bly, stål og glas skabt en skulpturel installation, der inkluderer de mange værker fra Glasmuseets samling.

Kilde: kunsten.nu

Bjørn Nørgaards tale ved åbningen, 15. maj 2011
I disse tider hvor ingen vil betale skat og velfærd åbenbart kun er når vi er syge, er det vigtigt at borgere og politikere forstår, hvor stort et arbejde det er at have kulturinstitutioner, kultur, kunst, natur, er også velfærd hvis vi vil have et samfund koster det penge.

Der er i moderne kunst en modsætning mellem den klassiske modernismes kulturdarwinisme og nye kunstformer som keramisk kunst, tekstilkunst, fotokunst og glaskunst. Den klassiske modernisme anerkender ikke at et håndværk bindes til et bestemt materiale som legitimt udgangspunkt for en kunstnerisk handling.

Udgangspunktet for en kunstnerisk handling i modernistisk tankegang er en kunstnerisk ide som derefter kan omsættes i et materiale, en begivenhed som Duchamp pissoir kumme eller Joseph Beuys sociale skulptur er kendte eksempler.

Selv Cezannes metode eller Picassos fri fabuleren, kunne ikke accepterer det. De måtte opfatte som et materialets tyranni.

Men måske er det tid til eftertanke at modernismens arrogance bliver lidt mere ydmyg at vi kigger på en ildeset tradition i modernismen, med udgangspunkt i 1800-tallets Arts and Crafts bevægelse i England, og en diskussion af hvad Bauhausskolen i udgangspunktet egentlig var.

To af disse årtiers vigtigste diskussioner gør dette nødvendigt.

1.Vores miljø vi ved at mængden af energi er konstant, E er lig m gange c i anden, det betyder at vi har de resourser vi har, vores kapitalistiske markeds fundamentalisme har med sin vækst religion misbrugt ressourser i århundrede, vi skal lære at bruge vores ressourser bedre, smartere og smukkere til gavn for flere i smaspil med ny teknologi ved vi at traditionelle materialer og metoder rummer et stort potentiale.Glaskunst, den keramiske kunst, tekstilkunsten er grundforskning i sådanne traditionelle materialer.

2.Det globale perspektiv vi har haft i Europa i 300-400 år, at blive moderne og demokratiske i, har Kina, Afrika, Sydamerika osv. kun haft årtier til samme proces, her oplever vi at forholdet mellem tradition og det moderne er langt mere organisk og harmonisk, de blander disse tankesæt frit og åbent, vi europæiske modernister må lære at der er andre værdier end vores, at vi skal diskutere og lære af hinanden. men i dialog og forståelse  fremfor med krudt og kugler, her spiller de håndværksbårne kunstarter, som glaskunsten en vigtig rolle.

Ideen med denne udstilling er i skulpturel form at diskutere disse muligheder i værkerne.

Måske har jeg været en elefant i en porcelænsbutik, men jeg er blevet en god og givende erfaring rigere, at kunne arbejde i jeres samling har været et privilegium. Tak for tilliden.