Forårsudstillingen 2020, Den Frie Udstillingsbygning, København
Siden den første udstilling i 1891 har Den Frie Udstillings Forårsudstilling været et tilløbsstykke, der hvert år tiltrækker tusindevis af gæster. Sammenslutningen blev skabt som opposition til parnasset på Charlottenborg, og er som idé forankret i den danske andelstanke. I dag består sammenslutningen af 56 kunstnere.
I år deltager 43 kunstnere på udstillingen, og der vises som vanligt værker med stor spredning i medier, greb og tematikker: Fra serier af fotos og tryk til storformat malerier, installationer og meterhøje skulpturer. Med sammenslutningsformatet er der ingen tematisk ramme, som kunsten skal indordnes efter. Værkerne på udstillingen er udvalgt til lejligheden af hver enkelt kunstner. Ofte afspejler de derfor kunstnerens produktion netop nu.
Kilde: Den Frie Udstillingsbygning