BEERS 8 – 100 Mænd på Kro, Byens Kro, Møntergade 8, København
Det handler om ØL!
Øl i alle afskygninger fortolket gennem 100 mandlige kunstneres forskellige blikke, tanker og refleksioner.
BEERS udstillingerne i sig selv fungerer som en tilbagevendende begivenhed, et samlingspunkt med sine mange kunstnere, hvor nogle har bevæget sig ud på ukendt terræn i forhold til emnet, og andre kunstnere med største selvfølgelighed kaster sig over øllet. Udstillingen er blevet en institution i sig selv, men en anarkistisk en af slagsen, som skal opleves i øjeblikket.
BEERS udstillingerne startede på Byens Kro, hvor første BEERS udstilling blev vist i 2008 og har fortsat med ujævne mellemrum at frekventere de sortmalede vægge i en tætpakket salonophængning.
De inviterede kunstneres fortolkning af BEERS går fra den direkte og bogstavelige brug af øllet, humlen og emballage som materiale i værkfremstillingen til refleksioner over branderten, baren, festen, det sociale samvær omkring øllet til behandling af emner som tømmermænd - fysiske såvel som moralske- og alkoholens indvirkning på individet og samfund.
Kunstnere på tværs af generationer og genrer har sagt ja til invitationen, og er med til at skabe denne tematiske udstilling om øl. BEERS 8 repræsenterer med sine 100 mandlige kunstnere, et øjebliksbillede af en del samtidskunstscene.
Kurateret af Melou Vanggaard.
Kilde: Byens Kro