OPRÅB !

DET FRIE AKADEMI 19 juni 2012

INTERNT FÆLLESMØDE I DET STORE ATELIER
TORSDAG D. 7. JUNI KL. 13

For ufatteligt små penge har billedkunsten gennem tiden leveret kritik, nye formdannelser, nye billedforståelser og fastholdt kvalitet som det egentlige og kvantitet som det sekundære.
Den billedkunstneriske forskning trænger ud over alt i vores samfund og danner det nyskabende grundlag, som nye værdier og nye produkter udgår herfra.
Men markedsstyring, topstyring, direkte politisk styring, kontrol, administration, bureaukrati har udhulet forskningsfrihed og kunstnerisk frihed.
Det betyder, at samfundet stivner i gold materialisme. Marked og penge skal være vores tjenere ikke vore herrer. Penge burde være samfundets katalysator for det egentlige, de værdiskabende discipliner og de produktionsbærende virksomheder.
At tjene penge på penge udhuler samfundsressourcer.
Politikerne må sætte de kritiske værdiskabende discipliner og deres institutioner fri. Dem, der har lavet alle ulykkerne, finansakrobaterne, bliver belønnet med milliarder af skatteyderpenge. Kunstnerne der skal få os videre, gennem den kunstneriske skabens kritiske potentiale, skæres benhårdt. Senest var Det Kongelige Danske Kunstakademi, det gik ud over: En malerskole, 1/5 af lærerstaben, to værksteder og billedhuggerskolens lokaler på Frederikholms Kanal røg sidste år.

Vi opretter d. 19 juni 2012 for en dag Det Frie Akademi i Det Store Atelier i Frederikholms kanal 28 B for at producere en Avis/Pamflet/Adresse med følgende enkle overskrift:

HVORDAN KOMMER VI VIDERE ?

Forslag til dagens emner, alle er velkomne til at forsætte listen:
Har samfundet brug for kunst
Har kunsten brug for et Akademi
Har Akademiet brug for et rum
Har Akademiet brug for sin tradition
Har kunsten brug for sin historie
Har kunsten brug for en ny kritisk virksomhed der dækker den nye globale kunstscene
Har kunsten brug for en ny værkkategori
Har kunsten stadig mening som en selvstændig fysisk erkendelsesform gennem vore sanser
Har kunsten brug for modernismens autonomi
Har avantgarde begrebet en mening i det 21. århundrede
Har...................................................................................?

ÅBENT REDAKTIONS_ OG PLANLÆGNINGSMØDE PÅ TORSDAG D. 7. FOR ALLE STUDERENDE OG ANSATTE.

Fortsættelse følger søndag d. 19. juni 2012 fra kl.10.00 til kl. ?, alle der brænder for kunsten, livet og kærligheden er velkomne.
En række gæsteredaktører vil deltage i diskussionen i løbet af dagen, forslag til redaktører modtages gerne.

Ved redaktionens afslutning serveres økogedepølser fra Stenalt og øl m.m.

Komiteen for Billedhuggerskolen Frederiksholms Kanals fremtid