Til Klima og Energiminister Martin Lidegaard / Miljøminister Ida Auken / Vordingborg Kommune

Man gør et landskab fortræd.

Regeringen skal ønskes tillykke med den kommende ambitiøse energiplan, både af ressourcemæssige og klimamæssige årsager er disse ambitioner nødvendige og velkomne.

Det fremgår, at den overvejende del af den alternative energi skal komme fra vindkraft.

Ud over havmølleparker, som udgør langt den største energimængde, ønsker man at fortsætte udbygninger af landbaserede mølleparker hovedsagligt begrundet i industripolitiske interesser.

Dette er helt legitimt, problemet er at man politisk og mentalt, stadig lever i vindmøllernes pionertid med glade vindmøllelaug, der græsrodsagtigt kæmpede for en renere verden.

Virkeligheden idag er kæmpestore støjende og visuelt voldsomme industrianlæg, med store enkeltinvestorer, som forventer yderst fornuftige og sikre afkast.

Disse store industrianlæg hører ikke hjemme i vores sparsomme landskabeligt og naturmæssigt værdifulde områder, hvor de for ofte er placeret efter kommunalbestyrelsers og investorers snævre interesser.

Ønsker man landspolitisk en større udbygning med disse kæmpevindmøller, må man landspolitisk tage ansvaret for placeringerne, og realistisk erkende, at dette er storindustri, som bør placeres i sammenhæng med større trafikanlæg, havne, broer, motorveje, samt større industriområder, hvor der i forvejen er støj, lys og visuelt store konstruktioner.

Et eksempel på en sådan eklatant fejlplacering er Vordingborg Kommunes planforslag til 5 kæmpe møller ved Kostervig på Møn. Her har to store jordejere, som samtidig er de to investorer, fået lobbyet en helt uforståelig placering igennem.

I en kystnærhedszone op ad et natura 2000 område har man mellem 5 landsbyer og adskillige enkelt huse fået mast dette mølleområde ind.

På nationalt plan er dette sund og bælt landskab, hvor man kommer kørende og ser udover en af vores smukkeste kyster med Kalvehave og Dronning Alexandrines klassiske bro, det lave Koster land og Høje Møn i baggrunden, et nationalt klenodie –

det er ganske enkelt en landskabelig forbrydelse at opstille fem 150 m høje industrianlæg, der totalt vil dominere og ødelægge dette smukke prospekt.

Syd motorvejen går nord-syd tværs gennem Vordingborg Kommune. Her er store trafikanlæg, og ved Masnedø et  stort industriområde. I høringsfasen blev især områder langs motorvejen foreslået, man ønskede end ikke at undersøge det.

I kommunen administrerer man efter rigide skemaer, hvor krydser og ja og nej og røde og grønne felter i koloner i computeren afgør placeringen. Man nægter at foretage besigtigelse af landskabelige herlighedsværdier, ikke engang en visualisering vil man udføre. - Ordnung muss sein, ikke noget med at kikke, og i dag administrerer man burokratisk fra sit kontor på denne måde en af Danmarks landskabeligt mest værdifulde øer, Møn.

Men som Kommunens turist chef udtrykker det, mølleparken vil være en turist attraktion for Møn. - Samme turistchef er sjovt nok en af de to investorer og jordejere.

Hvis regeringens ambitiøse plan skal lykkes, kræver det legitimitet og folkelig opbakning. Hvis dette hovsavanvid fortsætter, vil det resultere i et hav af lokale slagsmål og vrede borgere, det er hverken energipolitikken, landskabet, naturen eller Danmark tjent med.

Bjørn Nørgaard, Professor, Billedhugger.

16. februar 2012