Rengentparrets Udstilling På Aros

Svar på  henvendelse fra Stine Skjødt Mygind, studerende på Danmarks Medie og journalisthøjskole.

Vedrørende Kunstmuseernes position i smagsdommeriet, omkring hvad der er kunst og ikke er kunst.
Om Regentparrets udstilling på AROS Århus Kunstmuseum.
Spørgsmålene var:
"Hvorfor hører regentparrets kreative frembringelser til på et kunstmuseum (og ikke et kunsthistoriskmuseum)?"
"Hvad var udstillingens kvaliteter."

Bjørns svar:

Som kunstbegreb i dag anvendes af mange kunstnere, kuratorer, museer og andre udstillingssteder, er den kontekst man sætter værket i ofte ligeså, om ikke vigtigere, end selve det konkrete værk, det betyder at kunsten ligger udenfor værket, … kunstnere, værk og beskuer, værket er så at sige anledningen i højere grad end det egentlige, dette er ikke nødvendigvis mit udgangspunkt, men en iagttagelse.
Det er klart at Dronningen og Prinsgemalen opfatter deres værk som det egentlige, at de laver maleri og skulpturer i den almene opfattelse af disse begreber.
Derfor må enhver kritik gøre sig udgangspunktet klart, at den kunstverden der er opstået efter 60 erne og især efter murens fald i 89 og den nye globalisering, og den digitale omvæltning, har givet os en mangfoldighed af udtryksformer, medier, teknologier, platforme ….
Et både frugtbart og destruktivt kaos.
Det betyder at entydige udtryk a priore er falske med mindre de klart og tydeligt er sig deres ”ideologiske” hensigt bevidst.
Da jeg ikke er kunstkritiker, de findes desværre ikke mere !, er mit ”ideologiske” udgangspunkt at kan museet legitimere sin aktivitet er der ikke længere formelle grænser for det de kan inddrage i udstillingen, at så længe folketinget har flertal for vores nuværende konstitution har vi en Dronning og et regentpar…., at dronningens udsagn har en offentlig interesse, og da den her er af kunstnerisk form,  som Dronningen selv fremhæver som væsentlig, har det mening at hun får mulighed for at det kan vises.
Aros valg må de stå for, deres udstillings overvejelser er jeg ikke inde i.
Vi har svært ved at der ikke er endegyldige autoriteter, at alt grundlæggende står til diskussion og at der samtidigt er realiteter der ikke kan diskuteres, og især at der er mennesker der ved noget, har indsigt og et særligt talent, og derfor ved mere og kan mere, alt kan være kunst men det betyder ikke at alt er kunst.
Som du kan læse, jeg kan ikke give journalisten andet end ansvaret for egne påstande.