Københavns Rådhus
Københavns Håndværkerforening i 175 år.


18.november 2015

Håndværk til tiden
Håndværk som kulturværdi

Mesteren sagde: Ved fødslen er der næsten ingen forskel på menneskers natur. Forskellighed i levevilkår bevirker, at menneskene fjerner sig fra hinanden. Confucius  372-289 f. Kr.

Det samfund der møder den nye globale verden stærkest, er det samfund, der frisætter den enkelte borgers skabende potentiale bedst muligt.

For at den enkelte borger kan udvikle sine skabende evner, må man kende sig selv som hele mennesker af kød og blod med hoved, arme og ben.

I den digitale verden, der er blevet en integreret del af vores virkelighed, er det afgørende, at vi og vores kommende slægter træner vores egen ” computer” dvs os selv, det sker ved, at vi forstår os som hele mennesker, det er det, de fysiske discipliner, her i særdeleshed Håndværkets kontakt med værktøj og materiale, gør, de træner vores eget sanseapparat, så vi kan danne os et selvstændigt billede af virkeligheden.

Håndværket er en af menneskehedens ældste metoder til at erkende og forme vores verden. Gennem udvikling af redskaber og deres brug og kendskab til materialernes egenskaber er skabt en viden og et sprog, der kan beskrive og udvikle nye måder at se og forstå verden på.

Wittgenstein Tractatus 4.01

Sætningen er et billede af virkeligheden. Sætningen er en model af virkeligheden, således som vi tænker os den.

Det betyder at sproget er ikke virkeligheden, heller ikke finansministeriets modeller.

Udviklingen af ideer og visioner formet i et direkte møde med verden og materialet er væsen forskellig fra principper, der alene bygger på statistik og sprogets abstraktioner, i denne verden af symboler og henvisninger og idag i særdeleshed i de digitale teknologier, er det ikke virkeligheden og realiteternes verden, der sætter begrænsninger, den sættes af regnearkets format, sprogets syntaks og computerens program.

Vi lever i en verden hvor beslutningstagere, både private og i særdeleshed offentlige, i et par årtier fra vuggestue, folkeskole, gymnasium, universitet, folketing/ administration, privat/offentlig, har levet i institutionelt vacuum, hvor virkeligheden ses gennem et tættere og tættere filter i et digitalt, statistisk, strukturelt management system.

I særdeleshed siden 00erne, har dette ledelsessystem, som er skabt til at effektivisere og maksimere, hvad end de administrerer, opbygget forsvarsmekanismer mod de faktiske forhold i jernindustrien.

I denne administrationernes digitale algoritmers systemverden opfattes fagfolk, forskere, kunstnere, håndværkere og enhver der arbejder i jernindustrien, som et irrelevant forstyrrende element, og de sidste 10 år er dette politisk administrative segment, blevet direkte aggressiv overfor enhver nok så underbygget faglig kritik og fagligt funderede forslag.

Håndværket er i denne verden en uhåndterlig størrelse, da det dybest set bygger på værdi sæt og normer, der er den administrative verden helt fremmed. I håndværket er det erfaringsbaseret viden, det er intuition, det er den enkeltes individuelle talent og kunnen, der er afgørende, her kommer alle algoritmerne til kort, alle deres skemaer og tests og værdi/effektivitets målinger må skrottes.

Så længe denne abstrakte systemverden politisk er enerådende, er enhver illusion om at genindsætte håndværket ligeværdigt med de akademiske discipliner udelukket, det kræver at håndværkeren, kunstneren, forskeren får samme løn og status som finansverdenen og administrationen, der i dag har magten til at tildele sig selv uhyrlige summer samtidig med, at den virkelige værdiskabelse i vores kultur nedlægges.


Vi lever i dag i en kapitalistisk periode hvor finansverdenen har erobret magten totalt, med millioner af aktiehandler i minuttet, udført af maskiner som uden nogen reel værdiskabelse ophober uhyrlige summer til et stadig mindre antal mennesker, som unddrager sig enhver rimelig fordeling af disse værdier, og af uransagelige grunde støtter demokratisk valgte politikere dette undergravende vanvid.
Først den dag demokratierne kommer til fornuft og genindsætter den enkelte borger som samfundets egentlige kapital, og belønner virksomheder, der skaber  reel bæredygtig produktion og arbejdspladser, har håndværkets store kvaliteter en chance.


Men imodsætning til politikernes vildfarelse er realiteten, at den nuværende herskende talebanøkonomis generalister hører fortiden til, ikke industri-fortiden, eller servicesamfundsfortiden, det gør de dog også,  men værre informationssamfunds fortiden, eller måske rettere misinformations samfundet, der svævede i den vildfarelse, at informationer i sig selv genererer værdier, informationer kan fra menneske til menneske være et meget brugbart værktøj til at optimere processer og ideer, men det er den enkelte persons kunnen og indsigt, der er det egentlige, fremtiden er den der genindsætter mennesket, som samfundets egentlige kapital,  og respekten for vores fælles verden som det egentlige, her er håndværket ikke fortiden men en del af fremtidens og ansvarlighedens løsninger.


Nu er jeg i den alder, hvor man godt kan tillade sig at være lidt  af en Jeronimus, så selv om jeg er optimist og tror på fremtiden, og at vores unge mennesker nok skal klare de meget store udfordringer vi står overfor, så må en sådan konference også have et indlæg, der præciserer vanskelighederne i vores fælles ønske om at løfte håndværkets anseelse og dets afgørende rolle i at udvikle samfundet menneskeligt, resursemæssigt, bæredygtigt, men først og fremmest at skabe grundlaget for udvikling af nye metoder og ideer og dermed nye produkter og hvad deraf følger.
Efter at have deltaget i denne diskussion i 30 år, kan jeg konstatere at det ikke er enkelt.


Da jeg i 1985 overtog professoratet i billedhuggerkunst på Det kgl. Danske Kunstakademis billedhugger skole Charlottenborg, accepterede jeg at være den autoritet, der skulle varetage akademiets forpligtigelser i de formbare fysiske materialer.

I Akademiets start undervistes malere, billedhuggere, arkitekter sammen i tegning efter antikke gipsafstøbninger, og akademiets direktør godkendte også svendeprøver, så her mødtes dem, der formede vores byer, huse, og fysiske omgivelser.
Helt op til engang i 70erne skulle arkitekter enten have en svendeprøve eller et længere praktisk forløb i et håndværk, alle vores store arkitekter Jørn Utzon, Henning Larsen, Kåre Klint, Wilhelm Lauritzen o.m.a. var tømrere, murere o.s.v. inden de læste videre, de var i deres arkitektoniske tænkning tæt forbundet med håndværket, materialet, rummet, lyset.
I dag er det vækst, konkurrence stat og computerens flade skærm, der skal forme vores fysiske omgivelser.
Men det glemmes, at vi ikke har brug for kortsigtet vækst, men langsigtet bæredygtig udvikling, den klassiske modernitets liniere progressive dynamik må kombineres med nye traditioners cirkulære bevægelser, og det glemmes, at vi er ikke statens ejendom, vi ejer staten, det hedder demokrati, om nogen skulle have glemt det.
Det er os som individer, der skal konkurrere på initiativ, ideer, virkelyst og vores skabende evner, og vi glemmer at computeren er dum som en dør, den kan kende forskel på 0 og1 i en helvedes fart, men er personen ved computeren idiot, er det lige meget, er personen begavet, kan der komme noget begavet fra computeren, computeren er en hammer, et værktøj, og som i håndværket afhænger alt af den enkeltes kvaliteter.


I 1985 hvor jeg som nævnt blev professor, erfarede jeg at ansvaret for genhugning af vores skulpturarv var billedhuggerskolens, indtil Svend Wiig Hansen i 70erne smed det hele på porten.
Jeg som professor og gode kollegaer oprettede derfor et monument syn under planstyrelsen, for at genetablere sammenhængen mellem håndværk og kunst i dette genhugnings og oftest genmodellerings arbejden, og dermed give begge fagområder et løft. I utallige diskussioner med dvs ministre og politikere, forsøgte vi at oprette en særlig figurhuggerskole, hvor håndværkere, billedhuggere og arkitekter på forskellig vis kunne tage en overbygnings uddannelse, og ” genlære”  hinandens sprog og i fællesskab løfte fagenes anseelse.
I 12 år mødte vi ingen, absolut ingen politisk forståelse indtil endelig Brian Mikkelsen som kulturminister sagde ja, det fungerede i 2 år, men under en af de utallige nedskæringer fra Thor Pedersens side, røg den.

Jeg var med  Svend Auken som minister formand for Det Særlige Bygningssyn i 6 år, hvor det gode håndværk er afgørende, og med Rådvadcenteret kunne udvikles en vidensbank og et netværk, der var fremragende, i dag er også det pist borte.
Jeg sad sammen med bl.a. daværende formand for Håndværkerforeningen Klaus Bonde Larsen i et udvalg i kulturministeriet om fremme af det gode håndværk, der kom en rapport, som få kender, men mødet med Klaus Bonde Larsen blev trods alt til byggeriet Bispebjerg Bakke.
Det sidste nye politiske initiativ, udover alverdens navne og struktur ændringer, for at fremme håndværket, er det bürokrater kan, at hæve karaktergennemsnittet, så fik vi jaget dem væk.
Gennem disse 30 år har jeg sammen med mange gode indsigtsfulde mennesker som professor, i Akademiet for de skønne kunster, i komiteer og udvalg, på arkiteksskolen i håndværkerforeningens regi o.m.a forsøgt at råbe politikerne op, de er tonedøve, men vi må og skal forsætte.
For at genindsætte håndværket med alle sine kvaliteter, er vanskelighederne  udover uddannelserne en lang række byggenormer, regulativer, lovgivning, finansiering, som alene er skabt for at fremme industri og kortsigtet gevinst.

Termokandehuse er svaret på klimaudfordringerne og resurseforbruget besvares med at behandle byggeri som enhver anden forbrugsvare – levetid, holdbarhed, reparerbarhed, indeklima, det skønne, arbejdsglæde, smukke byer, detaljens betydning for helheden, samt forskning i og udvikling indenfor de traditionelle metoder, findes ikke i den politiske verden.

Jeg forsøgte i starten af 00erne, da jeg var i Willumsens atelier på Strandagervej, at oprette et institut AACT: art, arcitecture, craft and technologi, som en global videreudvikling af Bauhaus. Ideen var at udvikle praktiske eksempler, hvor disse 4 fagområdet indgik i en syntese, i de udfordringer vi har i fremtidens verden.
Ingen fonde ville støtte dette, måske kunne noget lignende genovervejes for at løfte vores anseelse i den politiske bevidsthed.

Hånd og ånd er hinandens forudsætning.

Bjørn Nørgaard.