Tak til Morten Bo
i anledning af Fatamorganas 25 års jubilæum på Hven 22-24 august.

Kære Fatamorganere, egentlig er et fatamorgana en luftspejling af noget der er et helt andet sted, et meteorologisk fænomen.
I virker nu meget jordbundne, og ifølge Kirkegård er det at synde for mennesket og i kunsten ikke, at være der hvor man er, så lad os blive enige om, at vi er her og, at vores fatamorganas spejlinger sender vi ud herfra til alle stjerner på himlen og jorden.

Da Abraham spørger Gud i den brændende tornebusk, hvem han skal sige sender ham til Ægypten, siger Gud ” Jeg er” har sendt dig, og da vi siges at være skabt i guds billede, er vi den vi er , så lad os alle samles om i disse dage, at være der vi er og være den vi er.
Men hvordan er vi havnet dette sted, og hvordan er vi blevet den vi er, vil jeg fortælle en kort alvorlig historie om, som begynder et halvt årtusinde tilbage…

På denne ø for 438 år siden byggede Tyge Stjerneborg, samme mand havde 4 år tidligere observeret en lysende stjerne han kaldte Stella Nova. På denne ø sad han i 21 år og talte stjernerne, hans instrument var et rør med en snor vertikalt midt for enden af røret, når en stjerne passerede snoren fik den et tal, og linsen var hans egen. Et rør, en snor og øjets linse ændrede vores forståelse af verden, en sten til vores moderne forståelse af verden var lagt.

Tyge og de eksakte videnskaber bruger vores linse til at undersøge og erkende rummet og fænomenerne omkring os, men kunsten bruger også øjets linse til at se ind i os selv. Og lige så ufatteligt og uendeligt rummet omkring os er, lige så ufatteligt og uendeligt er det, at se ind i menneskets indre. Tyge erkendte nye universer ved at se himlens stjerner, men her foran mig på Hven sidder stjernerne på jorden og rummer uendelige erkendelser og mysterier, i nuværende og tidligere elever er fatamorgana stjerner, nu og gennem  disse 25 år.

Tyge lever i renæssancen, renæssancen er samtidigt der kunsten første gang bryder med traditioner, det er navne som Michelangelo, Leonardo da Vinci, Rafael, Albrecht Dürer og mange andre. Filmen og bogen ” I rosens navn ” som mange kender, er optakten til dette, munkene i middelalderen funderede over at Gud havde givet os en fri vilje, og så fik de de græske filosoffer, tallene og alkohol fra araberne. Ud af al det kom erkendelsen at verden er ikke skabt, verden skabes, og grundet den frie vilje påvirker mennesket skabelsen.

De syv  frie kunster i antikken er grammatik, dialektik og retorik, altså at udtrykke sig sprogligt, - så er det aritmetik, geometri, astronomi og musik, at udtrykke sig logisk.

I middelalderens traditionsbundne samfund er kunstarterne derfor håndværk, men kunstnerne og filosofferne i renæssancen finder ud af, at i det antikke Grækenland måtte kun frie mænd udøve kunstarterne, deraf konkluderede de, at så hørte billedhugger, malerkunst, arkitektur til de frie kunster ( historien om Paven og Michelangelo) Det skulle fremgå af Vatikanets arkiver at Michelangelo og Paven skændtes om hans Kristus figur da han som ældre billedhugger malede dommedags billedet, der var stik imod kirkens gældende ortodoksi, og da Michelangelo, gammel og sur ikke ville gi sig, skulle det have endt med at Paven råber “ så gå dog og gør hvad du vil” , man kunne sige at hermed knæsættes kunstens ret og pligt til at bryde med vedtagne regler og sandheder. Og med klassisisterne i 1700 tallet formulerede kunstteoretikeren Winckelmann, at kunsten var en selvstændig metode til at erkende verden med sanserne og udtrykke sig gennem formen her fotografiet ( gipsen befrier kunsten ), fra 1500-tallet begynder man systematisk at afstøbe figurer, det kunne være konger, kejsere, guder, helte osv. og med tallets akademier blev disse figurer løsrevet fra den repræsentative funktion, det var uden betydning om det var Kong datten eller gud ditten, de blev diskuteret som ren form, proportion og udtryk, og en selvstændig kunstnerisk begrebsdannelse og metode udvikledes, gibs frisatte formen og dermed kunsten De frie kunster blev til de skønne kunster, grundlaget for vores moderne kunstbegreb var lagt.

Så kom oplysningstiden hvor gud erklæret død og kongen blev halshugget, frihed, lighed og broderskab indført. Så opfandt romantikken barndommen, naturen og fantasien ( fantasi lys i mørket). Fantasi kommer af græsk, at oplyse noget, kunstneren oplyste med sin fantasi det erkendelses mørke der, efter at gud er død.
Så kom Napoleons krigene og de skabte nationalstaten, national romantik, nationale historier ( historien om nationens legitimitet). Det var Gud der legitimerede fyrstens magt, det er historien der legitimerer folkets ret til deres nation, danskerne Danmark, tyskerne Tyskland osv. Revolutionen, demokrati, 2 verdenskrige, 60erne, og netop samtidig med muren falder i 1989 og den globale digitale liberalistiske markedsøkonomi vokser frem, starter Fatamorgana, som svaret på de nye store udfordringer for kunsten og mennesket.

I sin 10 års publikation om Fatamorgana skriver Morten efter Anders Koppel har underholdt ham om rytme, tone, tema, melodi ….
Det var ikke anderledes med fotografi: jeg ville undervise i at opstille regler, hjælpe eleverne med at finde en holdning og så ellers bare lade dem trække til. Konkrete begrænsninger og famlende eksperiment skulle følges ad. Ramme og fantasi.

Og videre præciserer Morten sine skumle hensigter:
Det var med fuldt overlæg, jeg ville nedbryde alle fastlåste opfattelser af, hvad fotografi er og med risiko for at eleverne blev dødforvirrede åbne for accepten af alle fotografiske genrer.

Nu er også Morten et produkt af de oversete, overfortolkede, overgramsede 60ere, hvilket afsløres i hans videre overvejelser:
Jeg havde en drøm om den totale frihed indenfor nogle faste rammer. Jeg ville kræve af eleverne, at de skulle arbejde, men ikke hvad de skulle lave. Jeg ville forlange engagement, men ikke bestemme, hvad de skulle engagere sig i. Jeg formulerede et regelsæt om rettigheder og pligter. Om ansvar. Når bare reglerne blev overholdt, så skulle alt være muligt.

Da Morten og jeg jo på mange måder har haft parallelle baner om den samme stjerne, kunsten, siden 60erne er han venlig og citere mig:
- At skabe et kunstværk eller skabe en skole, det er ikke væsentlig forskelligt, sagde han. Det gælder i begge tilfælde om at opstille nogle regler for, hvad der skal være tilladt, og så ellers give rum for fantasien.
Dette sagt da livet er et kunstværk og en skole for livet.
Så konkluderer Morten:
Nu har jeg sat rammerne, lavet reglerne, gjort plads til fantasien. Jeg havde fundet tonen, nu var det bare at trække til.

Og Fatamorgana blev født en Stella Nova, på bedste vikinge vis, som da Beowulff sidder bænket ved Kong Roas hof i Lejre og taler med sin gamle ven og udtaler: ” det var da vi var unge og kække og drømte om at risikere livet på det åbne hav, og så gjorde vi det ” Morten gjorde det, men som han selv skriver, kan det blive for meget:
Men da jeg næste dag i slåbrok og hjemmesutter sjoskede gennem stuen, mens de pligtopfyldende holdt fællesmøde, kunne jeg godt mærke på deres skulende blikke, at natteentusiasmen havde en bagside, og efter at have boet på skolen de første 14 dage flyttede jeg hjem igen og har siden haft faste arbejdstider.

Husk hvis man  ikke kan lave kunst mellem 8 – 16, hvornår fanden skulle man så lave den, mig er det nu aldrig lykkedes.

Da Morten og jeg var unge i 60erne, var vi begge i alle mulige grupperinger. Morten i Delta fotograf gruppen, jeg var fra 1964 broder på Den Eksperimenterende Kunstskole, dengang for 50 år siden ændrede kunstens og samfundets betingelser sig totalt, og 25 år senere, da Morten starter Fatamorgana ændrer betingelserne endnu gang afgørende, verden bliver multipolær, de reguleringer af finansmarkederne skaber kapital koncentrationer udenfor demokratisk folkelig rækkevidde, vesten mister endegyldigt til monopol på viden, råstoffer, indflydelse og magt. Tidligere kolonier og udbyttede folk vågner og danner nye magtcentre, vores værdier bliver udfordret af andre kulturers værdinormer, og vi reagerer ofte uhensigtsmæssigt, for at sige det meget pænt.

Vi lever hverken i Kambrium, Karbon, Tertiær tiden eller hvad jordens aldre er kaldet, vi lever i menneskets tid, vi påvirker jorden så voldsomt, at vi saver den gren over, vi selv sidder på og de digitale teknologier har atomiseret vores sociale relationer, dette er kaos, men vi afgør om det skal være et kaos, der betyder ragnarok, eller et frugtbart kaos, der giver menneskene nye muligheder. Aldrig har den frie vilje, oplysning og nye erkendelser været vigtigere.

Her kan den kunstneriske tænkning og formdannelse, hvad enten det er foto, video, installation, aktion, maleri, skulptur, objekt spille en afgørende rolle for at udvikle nye modeller og metoder til at se verden. Husk her er jeres egen linse i øjet det vigtigste redskab, og det Fatamorgana Morten skabte for 25 år siden, et fremragende sted at træne den linse.

Lad Morten få et sidste ord:
Personlighed er ikke noget du lærer eller noget der umiddelbart kommer til udtryk. Men i kunsten ses den. Kunstneren laver ikke sit billede, han er sit billede. Dybest set er alle fotografier selvportrætter.
Jeg har ofte talt om fotografiet som selvportræt, men jag har dermed ikke ment, at eleverne selv skulle optræde på billedet.

Det handler både om at udtrykke sig, men samtidig at udtrykke noget, at alt kan være kunst betyder ikke at alt er kunst.

Morten Mr. Fatamorgana, du så en Stella Nova for 25 år siden, kom herop.

Kære Morten, tak for din energi, din vilje, din udholdenhed, det høje faglige niveau, din indsigt, dit raseri, din galskab, men hvor umulig du kan være er du et dybt dedikeret og diciplineret menneske, og så har du det vigtigste af de tre Kærlighed.