Tale ved Listafólkasamband Føroya

Kære politikere og embedsværk, kære borgere, kære kollegaer mine damer og herrer

Sidst i 2014 havde jeg en mindre udstilling i et kunstnerdrevet udstillingssted kalder YEARS, titlen og emnet var Der Ursprung Der zukunft, hvilket kan oversættes til oprindelsen til fremtiden, lånt fra Walter Benjamins “Ursprung der deutsche trauerspiel”. Den i disse globale digitaliserede markedstider er det som en kollektiv historieløshed har angrebet vores kultur, tillad mig derfor at trætte dem med en ultrakort gennemgang af 50.000 års kunsthistorie, som må være forudsætningen for dagens emne, armslængdeprincippet, kunstnerens lemfældige omgang med kendsgerninger vil senere blive afhjulpet af Søren Friis Møllers mere eksakte behandling af begrebet.

Det moderne kunstbegreb afviser enhver form for repræsentative funktioner, da den ikke accepterer nogen form for absolut given autoritet, det fører til de kendte konflikter mellem kunst og borgere om kunst i det offentlige rum, men det betyder at enhver kan tolke sig ind i kunstværket og vælge at lade sig repræsentere, da vi alle er deltagere i udviklingen af vores begreber.

Jeg bliver ofte spurgt af yngre kollegaer let ironisk, om jeg stadig tror kunsten kan forandre verden, som dengang i de hedengangne 60 ere, for et lille halvt århundrede siden, da vi sang “ times they are a changing” svaret er kunsten kan af og til ændre et menneske og det er mennesker der forandre verden.
Hvis indfald og udfald uden mål og med skal være en disciplin i vores folkeskole, hvad det bør, kræver det, at vi får drejet tidens vulgære frihedopfattelse, som for ofte er friheden FOR noget i stedet for frihed TIL noget, og at friheden ikke er absolut, men betinget af sine forudsætninger og visioner

I stedet har vi markedsgjort samfundet, verden og livet, men kommunismen og liberalismen er begge gennem materalistiske tankesæt, de tilstræber begge at kvantificere alt,  kun det der kan måle og veje tæller, i kommunismen var det politburoet, der ensrettede alt, så det passede til systemets ideologi. I liberalismen er det markedet der ensretter alt så det passer til industriens produktions og salgs apparat. det handler om at sælge så meget som muligt og tjene så meget som muligt, så hurtigt som muligt.

I 1980erne-90 erne solgte politikerne demokratiet til det deregulerede globale finansmarked og new public manegement gjorde samfundet til en virksomhed og borgere til forbrugere.

Men samfundet er ikke en virksomhed, samfundet er en organisme, en virksomhed kan målrette og specialisere sig for at producere et produkt så effektivt og billigt som muligt,
men mennesker er ikke produkter, en virksomhed kan skære urentable aktiviteter bort, men et legeme er en helhed, man skærer ikke udenvidere næsen, øret, en finger eller tå af, hvor og hvornår i et samfunds vidunderlige kompleksitet nye ideer og bevægelser opstår, er besværligt at kalkulere, om muligt, men vi tror vel stadig at det åbne, liberale demokrati er det mindst ringe, eller har markedets ensrettede materialisme kvalt det.

Derudaf er kommet et perverteret frihedsbegreb, der kaldes kommerciel ytringsfrihed og frihed er retten til at misbruge vores fælles ressourcer til at producere en masse bras verden havde været bedre foruden, for mig er frihed retten til at tro, tænke og tale frit hverken mere eller mindre.

Beklageligvis er dette blevet en alment accepteret sandhed om verdens tilstand, hvoraf følger den nødvendighedens krisepolitik, som er blevet indiskutabel.

I stedet burde vi, hvad vi stadig kan, have gentænkt hele det modernistiske projekt.

Jeg forestiller mig en organisk modernisme, hvor traditionelle værdier og moderne rationalitet ikke opfattes som modsætninger, men som komplementære størrelser der betinger og udvider hinandens muligheder, jeg forestiller mig at vi udvikler en fredsøkonomi, da den herskende krigsøkonomi, hvor man slår konkurrenten ihjel med fører et ufatteligt spild af recourser og mennesker.

Vi skal også erkende at teknologi og den digitale, virtuelle utopi med dens utallige informationer er et værktøj, der ikke i sig selv har svar på nogen verdens ting, men at vi må forsøge i fællesskab på tværs af kulturelle og religiøse livsformer at udvikle en global oplysningstid, der kan forme et fælles skelet, vi kan hænge forskellighederne på.

Der ursprung
Mennesket er som menneske fysiologisk stort set uforandret gennem .. år, men menneskets evne til at danne billeder i små forestilinger, fantasi, og gennem sine handlinger og sproglige syntaxer at få disse billeder til at ændre og udvikle vores omgivelser og verden.
Skabt med vores erindringer, hukommelse som skaber overleveringer fra generation til generation, vores bevidsthed om fortid og nutid og ideer om fremtid.
Når det modernes oprindelse er vigtigere end nogensinde er det ikke en akademisk øvelse, men at skal det modernes frihedsidealer overleve den uregulerede globale finanskapital, de digitale teknologiers grænseoverskridende dehumanisering af vores menneskesyn, de nye økonomiers ofte ikke eller problematiske demokratier, den voldsomme vrede fra kulturer med store ungdomsårgange, og Europas og USAs forarmelse af middelklassen så må vi gå tilbage for at gå frem.


Modernismen som hylder demokrati og ytringsfrihed er i sin natur totalitær, i det den hævder at det moderne menneskes endelige bestemmelse som alle andre traditioner, kulturer, tankesæt må underlægge sig i det de anses for at være determinerede hvor det moderne er frisættende.

Når vi ser det modernes historie blot fra 1800 tallet til idag knapt 200 år som bygger på de to store utopier, den kapitalistiske og den socialistiske.

Den største fare for vores åbne frie velfærds demokratier er derfor ikke de andre, men os selv. Stigende kapitalkoncentrationer udenfor demokratisk kontrol underminerer legitimiteten af samfundets bærende institutioner, i deres rådvildhed opbygges politisk et uhyre af bürokratiske kontrolsystemer der kvæler faglighed, viden, indsigt, fri forskning, fri kunst og en fundamental kritik af de demokratiske beslutningers relevans.

“Forudsætningen for armslængdeprincippet er, at den kunstneriske diskurs er en del af magtens egen diskurs. Det kræver politikere, som er oprigtigt interesseret i kunsten og kulturen, og som tænker den ind i den daglige politikudvikling. De findes bare ikke længere, og derfor er armslængdeprincippet slet ikke relevant i dag,” siger han og fortsætter:
“Kunsten er blevet fjernet fra magten, og hele den åndelige del af værdiskabelsen i samfundet er forsvundet fra den politiske virkelighed. Det er en katastrofe,”

Det politiske mål var dengang at skabe et ministerium, som kunne samle kulturinstitutionerne under ét og styrke kunsten og kulturen i det nyudklækkede Velfærdsdanmark.
Og det var daværende kulturminister Julius Bomholt (S), der med ordene “nok støtte, men ikke styre” lagde grundstenene til det omstridte princip, som siden da er blevet en uundgåelig faktor i dansk kulturpolitik.
Men ifølge Bjørn Nørgaard har armslængdeprincippet stille og roligt mistet sin betydning siden begyndelsen af 1980’erne.
Det skyldes, at stort set alle partier er blevet enige om, at det kun er erhvervslivet, som skaber værdi i samfundet, forklarer han.
“Jeg har stor respekt for vores dygtige erhvervsliv, men vores samfund og de værdier, det bygger på, er også blevet skabt af folk som Grundtvig, Søren Kirkegaard og arbejder-, bonde- og højskolebevægelserne. Det sker bare ikke længere, og i dag er det kun nominalisterne i Finansministeriet, der med deres regneark og statistikker kan sætte en dagsorden,”

Bomholts tanker er eroderet væk

Bjørn Nørgaard mener derudover, at man ved hjælp af “styrelser, forvaltninger og alverdens bureaukratiske ordninger” har rykket politikerne så langt væk fra den kunstneriske verden, at den ikke længere har nogen relevans i forhold til, hvordan vi udvikler vores samfund.
“Det nye Statens Kunstfond er noget mærkeligt miskmask uden repræsentanter fra partierne i repræsentantskabet. Embedsmændene har derimod overtaget den rolle, og problemet er, at der ikke er nogen armslængde mellem dem og kunsten. Området er derfor blevet noget ligegyldigt pynt til festlige lejligheder, og alt det, som Julius Bomholt satte i søen, og som gjorde Danmark et forgangsland inden for kunstområdet, er eroderet væk,” siger Bjørn Nørgaard.
Du siger, at der er kommet meget lang afstand mellem politikerne og kunstnerne. Er det så ikke ok, at de blander sig i debatten omkring UnderholdningsOrkestret?
“Nej, for politikerne skal netop ikke blande sig i konkrete forhold om, hvad malerne eksempelvis skal male, eller hvor violinisterne skal spille. Det, jeg taler om, er hele måden, man tænker samfundsudviklingen på. De visioner og ideer, der danner grundlag for de politiske beslutninger, og her er kunsten ikke længere end del af politikernes tankegang og verden. Det bør den være.”


“Når jeg lukker øjnene og tænker på, hvordan det danske landskab ser ud, er det malerierne fra 1800-tallets nationalromantikere, der dukker op på nethinden. De skabte et billede af Danmark, som ikke eksisterede før, og det har betydet alt for, hvordan vi har opfattet vores land," siger han og fortsætter:
"Men vi har brug for, at man fra politisk side tager nogle nye billeder af Danmark alvorligt, så vi kan vokse ind i den globaliserede verden, vi er en del af. Det går jo simpelthen ikke, at vi bliver ved med at leve som om, vi var en nationalstat fra 1820’erne,” siger han og peger i den forbindelse på Dansk Folkeparti.

“Et samfund kan altid ændres, for det er mennesker, der ændrer samfundet. Det er ofte relativt få mennesker, der kan gøre det, og jeg tror faktisk, at den udvikling er på vej nedefra. Men der sker ikke noget oppe i forvaltningerne, kommunalbestyrelserne og ministerierne. Hvornår er det lige, man senest har hørt en statsminister tale om kunst og kultur i en nytårstale?”

Armslængde princippet er vendt fra at være en respekt for kunstens egen værdi for samfundet og i forståelsen herfor og i respekt for kunstens værdi for samfundet …fangede armslængdeprincippet men som fælge af den udvikling jeg har diskuteret er armslængdeprincippet blevet til at man politisk skubber kunsten så langt væk som muligt, denne absurde forestilling om man kan måle og beregne sig til en bedre verden gennem dette  fantom vækst, gør at kunstens påvirkning af verdens kompleksitet og den enkeltes værdi er et irriterende og forstyrrende element, jeg skal ikke belære nogen om noget som helst, jeg er ikke missionær, men kunne mine bemærkninger denne formidling indgå i dagens debat står jeg til rådighed.