TALE TIL BIFROST 20 ÅRS JUBILÆUMSUDSTILLING PÅ SKAGEN ODDE NATURCENTER

Siden vi begyndte at blive moderne, faktisk skal vi tilbage til middelalderen, har kunsten og kunstnerne ladet sig påvirke og inspirere af andre kulturer, anden kunst, folkelige fortællinger, den banale dagligdag og tilsyneladende mere eller mindre troværdige beretninger fra fjerne lande.
Kalkmalerierne som vandrer fra kopterne i Ægypten i 400 tallet, gennem Europa og havner i Danmark i 1200 tallet - middelalderens fantasimennesker og dyr - Albrecht Dürers næsehorn han aldrig havde set, men netop derfor skildrer uforglemmeligt - Byzantinsk - Romansk billedsprog  - Renæssancen var inspireret af antikken, men gennem Venedig også osmannisk kultur og arkitektur, havnene og opdagelsesrejserne - alt kom hjem gennem havnene, krydderierne, the , kaffe , guld, sølv, mærkelige figurer og nye mennesker.
Havde Indianere og Afrikanere en sjæl var tidens store diskussion ?  - oplysningtidens encyclopædi forsøger at systematisere et nyt verdensbillede - Romantikken dyrker den ædle vilde “opfinder” naturen og  barndommen, som vi nu er ved at afskaffe, med heldagsskoler og læring i vuggestuen. konkurrencestaten behøver produktive individer. Baudelaire dyrker orientalisme ryger opium vi får art nuveau, Van Gogh og japanske træsnit Gaugain og sydhavs kunst. Sofa - kiosk - alkohol - tøfler - algebra -  osv.
Spanierne og maurerne - Granada - Alhambra - Gaudi - Picasso - kubismen og den afrikanske skulptur.  Walter Benjamins “Passagerne i Paris” hvor verden mødes i butikkernes vinduer……Åbenhed og dynamik  var det der skabte den moderne europæiske kultur og kunst.

Men som vi ser i dag, vokser angsten for det fremmede det anderledes, det er en trussel, og samtidigt indad til bliver det anderledes, dem der ikke passer ind i konkurrencestatens nytteværdi, set som en udgift der skal minimeres.

Det værste var holocaust hvor nazisterne systematisk udryddede dem deres videnskabelige teorier dømte ude jøder, homoseksuelle, psykisk syge, handicappede, sigøjnere, slaver, kommunister blev fjernet i en gasdrevet “Endlösung”.

Vi troede det var en lektie for altid, men vi ser idag at appeller til angsten for det fremmede, det anderledes stadig kan bruges.

Kunsten er et sprog, som i sin billedstruktur er åben for alle elementer, hvor ethvert udsagn kan løftes til noget enestående gennem talent, hårdt arbejde, vilje og nødvendighed, vi er grundlæggende alle født anderledes, nogen af os lidt mere end andre. Vi deler samme fælles menneskelige behov og værdier, men ikke to af os er ens, i kunsten kan forskelligheden og det fælles mødes, i de værker der opstår udfra  den kunstneriske ide.

Cobra-kunstnerne efter 2.verdenskrig erklærede at når de såkaldt normale og fornuftige mennesker kan skabe dette vanvid, er vores eneste håb børnene og de såkaldt gale, “L´art brut” blev en del af kunsten, og det har den været siden.

Kære kollegaer det er en ære og berigelse at følge jer, og det er en opløftende og smuk oplevelse at opleve og få lov at åbne jeres udstilling idag, i er second-to-none.

Tillykke med de første 20 år.

Bjørn Nørgaard