• Rank: 1AS001 
  • Rank: 2AS003 
  • Rank: 3AS002 
  • Rank: 4001BAsocialskulptur 
«« 
/
 »»



Antisocial Sculpturam

Renæssancens kunstnere var de første i vores forstand “frie” kunstnere, der i tolkningen af motiverne brød med den traditions bundne kunstner rolle.

Da man i 16-1700 tallet først i forbindelse med Akademierne afstøbte klassiske skulpturer og arkitektur elementer, rykkede man samtidigt figurerne ud af sin sociale og repræsentative sammenhæng, dermed studerede man figurererne som selvstændige objekter, og ved studier og tegning efter gipsafstøbningerne tilegnede man sig viden og indsigt i deres former og proportioner, derigennem udvikledes et autonomt begrebsapparat omkring skulpturen, som var helt uafhængigt af hvilken konge eller guddom den oprindeligt fremstillede, dermed var kunsten befriet, som en selvstændig erkendelsesform, gipsen i 1700-tallet frisætter formen og dermed kunsten, det skaber forudsætningen for det moderne kunstbegreb.

Uden kunsten har sit eget rum forsvinder kunsten som selvstændig erkendelse, derfor den fysiske form i værket.

Den asociale skulptur er den social skulpturs forudsætning.

Når man senere hævder at det moderne bryder med traditionen er det derfor noget vrøvl, traditionen bliver brudt i renæssancen, det brud bliver kanoniseret med klassicismen i 1700-tallet, og det man underviser efter på akademierne i 1800-tallet, her studerer både billedhuggere, malere, arkitekter og håndværkere de klassiske gibsafstøbninger. 

Det moderne er derfor ikke et opgør med traditionel kunst, men med akademierne og deres saloner. Derfor må man se forholdet mellem tradition og modernitet langt mere komplekst, end man gør i den “gængse” retorik.

Det betyder at dagens forestilling om, at det moderne er den teoretisk evidens baserede viden i modsætning til traditionens erfaringsbaserede intuitive viden, på mange måder er en falsk modsætning.

Det forklarer til dels det had/kærlighedsforhold, den komplementaritet og det afhængigheds forhold, der har været mellem den enkeltes personlige udtryksform og fællesskabets længsel efter billeder, der viser os en almen sammenhæng i verden og vores liv.

Denne konflikt har været en del af kunsten, lige siden kunstnere i renæssancen gjorde som de ville .

Derfor er det en katastrofe, når man i dag politisk forsøger at underlægge kunsten (akademierne) en universitær overbygning og hierarkisk struktur, der alene begrundes i teoretiske og evidens baserede dicipliner, kunst og videnskab er komplementære begreber.

Mødet mellem billedkunsten og arkitekturen og håndværkets er netop der hvor ånd og hånd, teori og erfaring, æstetik og etik kan udtrykkes sublimt i materien.

At den udvikling, jeg ovenfor summarisk har skitseret for kunstarterne, reelt også gælder for de klassiske videnskaber, gør det blot endnu mere tragisk.

En hovedløs politisk ide om, at man kan kvantificere, måle, strukturere, teoretisere sig frem til sandheden om alt og det deraf totale materialistiske verdensbillede og markedsgørelse af alt, truer med at nedbryde det vidunderlige komplekse europæiske kulturhus, videnskaberne og kunsten har opbygget siden 14-1500-tallet.

Historiens og tidens dom bliver nådesløs.