Om oeuvrekatalog


Den danske billedhugger Bjørn Nørgaard (f. 1947) har efterhånden skabt værker i over et halvt århundrede med en iderigdom, spændvidde og handlekraft, der gør produktionen helt igennem bemærkelsesværdig og omfangsrig. De tilsammen mere end tusind objekter, skulpturer, tableauer og installationer, de hen ved hundrede aktioner og tilsvarende udsmykninger breder sig tidsligt, geografisk, skala- og materialemæssigt i adskillige retninger; men udspænder man i tanken et kvadratisk gitter hen over dem alle – som arkæologen, der forsøger at skabe orden i og overblik over fortidslevnene i sin udgravning eller kartografen, der forsøger at kortlægge verdens kontinenter og oceaner i længde- og breddegrader – da aner man en enhed i mangfoldigheden.

På Horsens Kunstmuseum indtager Bjørn Nørgaards kunst en central plads, hvorfor forskning i hans værker er afgørende for formidlingen og den fortsatte udvikling af samlingen. Museets udvalg af Bjørn Nørgaard-værker spænder tidsmæssigt fra 60’erne til 00erne, men repræsenterer særlig godt kunstnerens arbejder fra 80’erne og 90’erne. Netop værker fra midten af 80’erne og frem har savnet en systematisk, kunsthistorisk behandling, idet der ikke har fundet en tilbundsgående værkregistrering sted, siden Aarhus Kunstmuseum udgav et oeuvrekatalog over Bjørn Nørgaards værker i 1986.


Den manglende kortlægning og registrering har gjort det vanskeligt – vel nærmest umuligt – at danne sig et fyldestgørende overblik over kunstnerens værk og virke og forstå det enkelte værk i relation til helheden. En konsekvens har været, at adskillige værker har været ubelyste, mens enkelte værker, i kontrast hertil, har været voldsomt eksponerede. Der har særligt inden for de sidste årtier været tendens til, at nogle værktyper, som fx udsmykninger, har rangeret højere opmærksomhedsmæssigt end andre med fare for, at man overser, at værkerne – hvor væsensforskellige de end måtte forekomme – er uløseligt forbundne og indbyrdes afhængige som eksperimenterne i videnskabsmandens forsøgsrække.

På Horsens Kunstmuseum har det netop været en målsætning at udspænde en fast, anskueliggørende struktur over Bjørn Nørgaards kaotiske væld af værker med udarbejdelsen af et opdateret oeuvrekatalog, der lukker hullet fra 1986 og samtidig tager højde for, at kunstnerens værkproduktion endnu ikke er afsluttet. Det er håbet, at en gennemgribende kortlægning og registrering kan bidrage til, at nye erkendelser om sammenhænge, modsætninger og forskydninger kan opstå i mødet med Bjørn Nørgaards kunst, og at der nu – og for eftertiden – foreligger et nyttigt redskab, som såvel fagfolk som lægfolk kan få fri adgang til.


Fra bog til World Wide Web

Med ønsket om fleksibilitet, overblik og tilgængelighed, har det i publiceringsøjemed været oplagt at udgive et webbaseret oeuvrekatalog i stedet for et trykt. De åbenlyse kvaliteter, der følger med bogen som fysisk, taktil størrelse – og som en billedhugger vel mere end nogen anden nærer kærlighed til – går hermed tabt. Men som det engang blev sagt: Hvad udad tabes, skal indad vindes. 

Publiceringen i et åbent, digitalt format muliggør først og fremmest, at nye værker og nytilkomne litteratur- og udstillingsoplysninger kan registreres løbende, idet oeuvrekataloget er under fortsat udgivelse, al den tid Bjørn Nørgaard skaber værker.  Det er derfor også muligt at opdatere ændringer – det være sig proveniensoplysninger, når et værk skifter ejer, eller stedsangivelser, hvis en udsmykning får ny placering – og det vil være muligt, at korrigere utilsigtede fejl og mangler – selvopdagede som påtalte. En opfordring til de kommende brugere om at benytte oeuvrekatalogets indberetningssystem til præcisering og udbygning af indholdet skal hermed lyde!

 

Hvad oeuvrekatalogets billedside angår, har publiceringsformen ydermere det fortrin, at værker kan repræsenteres fotografisk ved hjælp af flere billeder, uden at den grafiske opsætning vælter. En skulptur kan således gengives fra forskellige vinkler og få oversat mere af sin rumlighed. Da det er teknisk muligt at afspille filmoptagelser i oeuvrekataloget, vil Bjørn Nørgaards filmværker blive tilgængelige for brugeren ligesom en række aktionsoptagelser. På sigt vil også skulpturer, objekter, udsmykninger og installationer kunne repræsenteres med levende billeder.

Værkkategorierne

Det konkrete udgangspunkt for registreringen af Bjørn Nørgaards værker har været Oeuvrekatalog 1959 – 1985, som i mere end to årtier har fungeret som et vigtigt værktøj for kunsthistorikere og kunstneren selv. For at sikre kontinuitet i værkregistreringen er de tidligere registreringsprincipper videreført, dog med få udbygninger og justeringer.


Således er værkkategorien Tableauer blevet ændret til Tableauer og installationer for at kunne præcisere, hvornår der er tale om et tableau, og hvornår der er tale om en installation. Ifølge Bjørn Nørgaards definition må der skelnes mellem, om der i værket, som er skabt til et konkret rum, indgår en ’klassisk figur’ eller ej. Såfremt der gør, er det et tableau – i modsat fald er det en installation.

 

En anden ændring er etableringen af værkkategorien Arkitektur og udsmykninger som supplement til værkkategorien Objekter og skulpturer, der gør det muligt at redegøre for, hvornår der er tale om et stedsspecifikt værk til forskel fra værker skabt uden geografisk binding.
Værkkategorien Scenografier er ligeledes tilføjet ud fra et præciseringshensyn, og det vil fremover være sådan, at nye værkkategorier kan etableres, hvis det bliver påkrævet.

Grafik og Fotografier indgår hverken i det tidligere eller nuværende oeuvrekatalog. Imidlertid kunne det få kunsthistorisk betydning, om også disse værker kom med en gang i fremtiden, da de i høj grad spiller tematisk, motivisk og formmæssigt sammen med de øvrige værker og udgør vigtige udsagn i sig selv. Netop af denne grund har Horsens Kunstmuseum valgt at bane vejen for de to værkkategorier i den bagvedliggende it-arkitektur, så man allerede nu uden tekniske hindringer vil kunne igangsætte en registrering af disse.

Den åbne struktur
Oeuvrekataloget fungerer reelt som et opslagsværk, hvor kan man slå op i Bjørn Nørgaards oeuvre og se, hvad han har skabt af værker frem til nu. Det er tilrettelagt således, at man uden videre kan se alle værker i én eller flere listevisninger og orientere sig i værket uden forhåndskendskab til Bjørn Nørgaards kunst.


Listevisningerne kan siden hen danne udgangspunkt for søgninger i den enkelte værkkategori eller alle værkkategorier på én gang, og derved kan værker bringes sammen visuelt, som ikke før har været sammenbragt. Den digitale søgefunktion åbner med andre ord for, at man kan bringe værker sammen i nye læsninger efter logikker, man selv er med til at opstille. En årstalssøgning på tværs af værkkategorierne kan eksempelvis tydeliggøre, hvordan kunstneren i en given periode har været optaget af et bestemt motiv, tema eller formspørgsmål, og hvordan dette kommer til udtryk i de forskellige værkkategorier, mens en brødtekstsøgning kan vise, hvordan en gruppe værker befinder sig i en bestemt offentlig samling eller har dét tilfælles, at det anvendte søgeord indgår i deres værktitel.

I de listevisninger, som fremkommer ved søgning, vil værkernes basisoplysninger (titel, datering, mål, materialer, ejer/proveniens) være læsbare, men ønsker man at se den fulde registrering med et rigere billedmateriale, kan man vælge det enkelte værks detaljevisning, hvor det blandt meget andet vil fremgå, hvad der er skrevet om værket, og hvor og hvornår det har været udstillet.

I et tæt samarbejde med Bjørn Nørgaards assistent, Henrik Keil, har det endvidere været muligt at identificere forarbejder og udkast i værkkategorien Objekter og skulpturer, så formgivningens historik – fra forarbejde til endeligt værk – synliggøres.  Takket være samarbejdet har det været muligt at udrede, hvornår forarbejdet er en skalamodel, en principskitse eller en anden modeltype og ad denne vej give indblik i billedhuggerens arbejdsproces. Konkret vil relationen mellem forarbejdet og det endelige værk fremgå via links i værkets detaljevisning, så man kan klikke frem og tilbage mellem værker, der på den ene eller anden måde er relateret til hinanden.

Oeuvrekataloget nu og i fremtiden
Der foreligger nu et oeuvrekatalog, som frit kan tilgås på www.horsenskunstmuseum.dk og www.bjoernnoergaard.dk af alle med internetadgang. I skrivende stund er der registreret mere end 1300 værker, og der kommer forhåbentlig adskillige værker til, som løbende kan registreres. I fremtiden vil grafiske og fotografiske arbejder med fordel kunne indoptages, og man kunne passende producere ny dokumentation om de sparsomt dokumenterede aktioner.  Således kunne oeuvrekataloget med tiden udvikle sig til et såkaldt ’ræsonneret katalog’, hvor kunsthistorikeren udsætter værkerne for sine ræsonnementer.

Horsens Kunstmuseum giver hermed et opslagsværk videre til kunstinstitutioner, læreanstalter, forskere og alle interesserede, som ønsker at beskæftige sig med kunstværker af én af de mest markante skikkelser i dansk kunst siden 60’erne.

Det er håbet, at der herved er etableret en platform, der kan bygges videre på i kommende undersøgelser af Bjørn Nørgaards kunst.



 

Portræt af Lene